Menu

Indvigelse af legepladsen og Teqball bordet

image
25. maj 2023 kl. 08:27

Byens hyggeligste anlæg er blevet meget hyggeligere
Onsdag den 24. maj kunne Bagterp IF Fodbold endelig indvie deres nye legeplads og TeqBall bord. Et projekt som har været i gang siden efteråret 2022.

I Bagterp IF Fodbold’s bestyrelse er et af de helt store ambitioner, at hele Bagterp området skal favnes - også om andet end bare fodbold. De vil være byens hyggeligste anlæg.
‘Vores lille lokalområde sitrer af sammenhold og fællesskab, og vi ønsker at vores anlæg skal danne rammerne og give mulighed for at benytte vores område som samlingspunkt. Derfor var en legeplads og et TeqBall bord et projekt vi satte i søen sidste efterår, fordi vi tror på at det vil samle dagplejere, børnehaver, børnefamilier, bedsteforældre, kagehold, unge mennesker og søskende, der er med på slæb til træning’, siger Ditte Nørgaard Simonsen, bestyrelsesmedlem.


I samarbejde med Spar Nord Fonden, Hjørring Kommune, Bagterp IF’s hovedforening og DIF og DGI Fonden, er det lykkedes at samle midler, så der kan gives videre til området.

‘Det her projekt er muligt, fordi alle i Bagterp IF Fodbold bakker op om frivilligheden. Når vi tør at gå i gang med sådan et projekt, så er det fordi vi ved, at vi har alle vores frivillige og BIF-venner i ryggen. Når klubben selv kan finde en stor del af pengene, så er det fordi de er med til at tjene dem. Vores klubhus og cafeteria er stort set åbent alle ugens dage. For mange er det blevet en tradition at slutte dagens træning med nem aftensmad i cafeteriet. Når vi får besøg på anlægget ved kampe, så er mange overraskede over, at der faktisk er åbent - og især at 'kaffen er gratis´, siger Ditte Nørgaard Simonsen.
‘Derudover er vores sponsor-kartotek eksploderet det seneste år - vi er så heldige at rigtig mange virksomheder ser Bagterp IF Fodbold, som en forening der er værd at støtte og ser den samme værdi i foreningsarbejdet, som vi selv gør´, siger Kim
Hedegaard Nielsen og Ole Andersen fra sponsorudvalget.

Der er ikke gået på kompromis, da en legepladsleverandør skulle findes. ‘Det har været vigtigt for os at sikre vi fandt en leverandør, som lever 100% op til alle gældende sikkerhedsnormer og som også har nogle helt faste værdier i forhold til bæredygtighed og miljø. Derudover skulle ‘kemien’ være der - vi ville være helt sikre på, at vi havde med folk at gøre, som vi havde tiltro til’, siger Ditte Nørgaard Simonsen.
Valget faldt på Copla fra Odense. Her har Anders stået til rådighed i hele processen med gode idéer, planlægning, rådgivning og status på montering osv.

En ting er selve legepladsen. Rigtig meget arbejde er også gået forud for etableringen og også efter. Lasse Gadekær har en stor aktie i at få planlagt og tilrettelagt det praktiske arbejde. Et stærkt hold med rå kræfter bestående af ham, Andrew Scott Isbister, Kenneth Christensen, Christian Haugaard Rasmussen, Kim
Hedegaard Nielsen, Ole Andersen og Thomas Nielsen gjorde det muligt, at der med ren og skær frivillighed over flere dage blev gjort klar til leverandøren og efterfølgende kørt faldsand på og anlagt nye fliser. ‘Det er sådanne folk, der gør, at vi tør sætte stor lid til vores frivillige. Vi ved vi har dem lige i ryggen, når der er brug for det.’

Nu står Bagterp IF Fodbold så endelig på den anden side, og der er holdt indvielse med stor succes.
En stor dag for foreningen, fordi der netop blev sat en milepæl for det store foreningsarbejde, der sker i klubben.
Dagen var skarpt tilrettelagt af Louise Hviid og Ditte Nørgaard Simonsen. Efter en kort tale blev den røde snor klippet af William Rams, Casper Knudsen, Kristian Kjæhr og Ruben Winther fra Hjørring Futsal Klub. Bagefter var der tid til autografer, billeder og naturligvis dueller ved det nye TeqBall bord. ‘Vi er virkelig beærede over, at gutterne ville tage tid ud af deres kalender og være med til at gøre
dagen endnu bedre - især fordi vores børn og unge ser så utrolig meget op til spillerne.’

Mens solen skinnede, var der dækket op med romkugler, kaffe og saft. Endda i så rigelige mængder at de besøgende udehold fra SHI og Skagen fik lidt lækkert med sig derfra. ‘Der skal så lidt til, at folk går herfra og husker Bagterp IF Fodbold, som et virkelig hyggeligt sted’, siger Ditte Nørgaard Simonsen.
Det var en fantastisk dag, hvor alle fejrede fællesskabet og frivilligheden - nu er legeplads og TeqBall bord klar til at blive brugt af alle der har lyst.

Luk